At jeg har haft dårlige erfaringer med de polske fasaner jeg gennem tiden har hjemtaget, er ikke ensbetydende med at andre ikke skal købe polske fasaner. De er som regel både sunde og velflyvende. Men hvis man ikke undersøger, hvilke fasanracer eller krydsninger der ligger bag de leverede fasankyllinger, kan besparelsen meget nemt give bagslag.
Man bør derfor slippe tanken om at få leveret de billigst mulige fasankyllinger og i stedet sikre sig, at man får sunde og stærke fugle, som både overlever og stadig opholder sig på reviret, når efterårets fasanjagter skal afvikles.
Den danske jagtfasan – fasanernes oprindelse
Hvis vi springer langt tilbage i tiden, stammer fuglene fra en gruppe dinosaurer, der var nært beslægtet med de fuglelignende rovdinosaurer, blandt andet familien Dromaeosauridae. Fuglene nedstammer altså ikke fra flyveøglerne, som man tidligere forestillede sig.
Dromaeosauriderne omfattede blandt andet de såkaldte raptorer, herunder Velociraptor. Navnet kan sikkert fremkalde nogle ganske frygtindgydende billeder på nethinden hos dem, der husker Steven Spielbergs film Jurassic Park fra 1990'erne.
Men tilbage til fasanerne.
Fasanen stammer oprindeligt fra Asien, hvor dens naturlige udbredelse strækker sig gennem store dele af det tempererede Asien, fra området omkring Sortehavet og helt mod Korea.
Jagtfasanen, som vi kender den i Danmark i dag, er resultatet af mange års krydsninger mellem forskellige geografiske former af fasanen.
Blandt de vigtigste er ædelfasanen (Phasianus colchicus colchicus) fra Kaukasus og den kinesiske ringfasan (Phasianus colchicus torquatus) med den karakteristiske hvide halsring.
Gennem tiderne er andre fasanracer, geografiske former og farvevarianter blevet krydset ind i den fasan, vi i dag kalder den danske jagtfasan, eller mere internationalt den europæiske jagtfasan.
Jagtfasanen er en indført art i Danmark, men i modsætning til mange andre indførte arter har man gennem generationer arbejdet målrettet på at øge bestanden. Det skyldes naturligvis først og fremmest fasanens store betydning som jagtvildt.
Selvom fasanen har levet frit i den danske natur siden 1800-tallet, blev den først i 1972 anerkendt som en vildtlevende art i Danmark.
De fleste kender sikkert også nogle af de mere farvestrålende medlemmer af fasanfuglenes familie, eksempelvis guld- og sølvfasanen samt påfuglen.
Til samme familie hører også den røde junglehøne (Gallus gallus), som er stamform til vores tamhøns.
Den røde junglehøne minder på flere områder om nutidens domesticerede hønseracer, eksempelvis den røde italiener. Junglehønen er dog mere farvestrålende og har et betydeligt mere skingert og højlydt lydrepertoire.
Men nu tilbage til fasanerne.
Forvirring om antallet af fasanracer
Fasanens geografiske former er traditionelt blevet inddelt i fem grupper efter fasankokkens udseende: de sorthalsede, de hvidvingede, de mongolske, en overgangsgruppe og de grårumpede.
Hertil kommer et stort antal farvevarianter, som ikke nødvendigvis passer ind i denne inddeling.
Hvordan man opdeler fasanfuglenes familie, de enkelte arter, geografiske racer og underarter, kan være temmelig forvirrende at læse om. Der findes nemlig forskellige opgørelser og betegnelser, afhængigt af hvilke kilder man benytter.
Dansk Ornitologisk Forening har eksempelvis beskrevet fasanen som opdelt i 31 geografiske racer, mens Gyldendals leksikon har angivet 49 arter i fasanfuglenes familie.
Andre kilder har opereret med omkring 180 arter i familien, mens Danmarks Jægerforbunds undervisningsmateriale tidligere har omtalt 49 fasanarter og 122 underarter.
Ifølge det undervisningsmateriale, som danske herregårdsskytter tidligere blev undervist efter, fandtes der to arter af de egentlige fasaner: Phasianus colchicus (ædelfasanen) og Phasianus versicolor (den japanske grønne fasan), opdelt i henholdsvis 30 og 2 geografiske racer.
Der har gennem tiden været forskellige opfattelser af slægtskabet mellem disse fasaner, og den grønne fasan er i nogle klassifikationer blevet behandlet som en underart af Phasianus colchicus.
I denne sammenhæng er de taksonomiske diskussioner dog mindre interessante. Det afgørende for os, der arbejder med fasanopdræt og udsætning, er de forskellige fasaners egenskaber og adfærd.
Hvis man undrer sig over, hvor navnet Phasianus stammer fra, henviser det til floden Phasis, der i dag hedder Rioni og ligger i Georgien.
De vigtigste fasanracer
Ædelfasanen (P. c. colchicus)
Ædelfasanen stammer oprindeligt fra Colchis i Kaukasus, det nuværende Georgien, og blev allerede i oldtiden indført til Europa, blandt andet til Grækenland.
Man mener, at den omkring år 1400 var blevet almindeligt kendt i England, hvor den senere begyndte at yngle i det fri. Først i slutningen af 1500-tallet blev den udbredt til Irland og Skotland.
Ringfasanen (P. c. torquatus)
Ringfasanen er også blevet kaldt Chinensis, kineseren eller Chinese Ringneck.
Dens mest karakteristiske kendetegn er den tydelige hvide halsring og den lyse øjenstribe.
Ringfasanen blev indført til England i 1768 og kom senere til Danmark i 1800-tallet.
Både i England og Danmark blev ringfasanen krydset med ædelfasanen, og i 1828 blev der gjort forsøg på at etablere fritlevende fasanbestande i både Nordsjælland og Sønderjylland.
Mongolsk fasan
Den mongolske fasan har ligesom ringfasanen en hvid halsring.
Den blev først indført til England og senere til Danmark, hvor formålet blandt andet var at tilføre nyt blod til de eksisterende fasanbestande.
Den mongolske fasan viste sig imidlertid at være betydeligt vanskeligere at opdrætte end både ædelfasanen og ringfasanen.
Flere af de opdrættere, som forsøgte sig med denne fasantype, opgav derfor hurtigt projektet.
Grøn fasan
Grønne fasaner blev registreret i England i 1880'erne og senere i Danmark omkring 1907.
Man antog oprindeligt, at nogle af de grønne farvevarianter var resultatet af krydsninger mellem japanske fasaner og ædelfasaner. Senere blev det klart, at der også findes grønne farvemutationer, som skyldes ændringer i fuglenes arveanlæg.
Det samme gælder de hvide fasaner, hvor farven ligeledes kan skyldes genetiske mutationer.
Japansk fasan
Den japanske fasan er gennem tiden blevet indført til Europa, hvor man også i Danmark har forsøgt sig med opdræt. Forsøgene gav dog ikke de resultater, man havde håbet på.
Bazanti fasan
Er en fransk fasan og en god udsætningsfugl. Den er rimelig tillidsfuld og derfor nem at omgås i forbindelse med udsætning og jagt. Flyvefærdighederne i den rendyrkede race af bazanti fasanen kunne godt ønskes bedre på de første par jagter. Derfor er flere opdrættere gået over til at krydse den franske melanistic fasan ind i bazanti fasanen (bazanti kok/melanistic høne). Nogle opdrættere krydser den ¼, ½ eller ¾.
Bazanti fasanen kaldes flere steder i Polen for polish pheasan.
Melanistic fasan
Er ligeledes en fransk fasan som farvemæssigt er næsten helt sort, og er kendt som fantastisk godt flyvende fugl.
Melanistic Cross fasan
Er en krydsning som navnet antyder, og kan være en blanding mellem en bazanti kok og en melanistic høne.
Andre racer er gennem årene indført og forsøgt opdrættet i Danmark, hvilket fører os hen til den danske jagtfasan også kaldet jagtfasanen.
Andre fasanracer og krydsninger er gennem årene blevet indført og afprøvet i Danmark, og det fører os frem til den danske jagtfasan.
Den danske jagtfasan
Den danske jagtfasan er i dag en fællesbetegnelse for de fasaner, som opdrættes og udsættes i den danske natur.
Gennem årene har man blandt andet arbejdet med eller afprøvet følgende fasantyper, krydsninger og farvevarianter:
- Chinese Ringneck
- Pheasant Cross American
- Reeves-fasan (kongefasan)
- Polish Pheasant
- Bazanti-fasan
- Melanistic-fasan
- Melanistic Cross
- Mongol-fasan
- Manchurian-fasan
- Kansas Green
- Blue Back
- Black Neck
- Michigan-fasan
- Indian Ringneck
- Crossed Michigan
- White Pheasants
- Amherstfasan (diamantfasan)
- Guldfasan
- Sølvfasan
Listen omfatter både egentlige arter, geografiske former, handelsbetegnelser og forskellige krydsninger. De er derfor ikke alle selvstændige fasanracer i zoologisk forstand.
Prydfasaner og udsætning
Prydfasaner som kongefasanen, guldfasanen og diamantfasanen holdes primært på grund af deres smukke fjerdragter. Tidligere har blandt andet kongefasanen været udsat på danske jagtrevirer.
Allerede i jagtlovgivningen fra 1987 krævede udsætning af fuglearter, som ikke tilhørte den naturlige danske fauna, særlig tilladelse.
I dag må prydfasaner som kongefasanen derfor ikke udsættes i den danske natur.
Omhyggeligt avlsarbejde
De danske fasanopdrættere lægger et stort arbejde i at fremavle fasaner, som passer til den danske natur og ikke mindst den måde, vi driver fasanjagt på i Danmark.
Jeg vil give et eksempel på, hvor stor betydning avlsarbejdet kan have for fasanernes egenskaber.
En dansk opdrætter havde gennem mange år arbejdet med en fasanstamme, som han selv betegnede som den danske jagtfasan.
Det var en forholdsvis rolig og omgængelig fasantype, som var nem at præge på mennesker.
Alle fasaner løber naturligvis, men netop denne stamme havde den fordel, at fuglene ikke vandrede så meget omkring og derfor var lettere at holde på jagtreviret.
Til gengæld havde de en anden svaghed.
På den første fasanjagt var fuglene ikke altid de bedste flyvere. På den anden jagt fløj de betydeligt bedre, og på den tredje jagt kunne de flyve helt fantastisk.
Opdrætteren ønskede naturligvis at forbedre fasanernes flyveegenskaber, så de allerede på den første jagtdag kunne præstere på et højt niveau.
Derfor valgte han at krydse sin gamle fasanstamme med den særdeles velflyvende Melanistic-fasan.
Resultatet lod ikke vente på sig.
De nye fasaner viste sig at være fremragende flyvere allerede fra den første jagtdag, og opdrætteren havde dermed opnået præcis den forbedring, han ønskede.
Men desværre var der også opstået et nyt problem.
Tilbagemeldingerne fra jagtrevirerne var ganske vist, at fasanerne fløj fantastisk, men samtidig var de blevet betydeligt vanskeligere at holde på reviret.
De nye fasaner løb ganske enkelt mere omkring end de fugle, opdrætteren tidligere havde leveret.
Det er et godt eksempel på, at man ved at forbedre én egenskab hos fasanerne samtidig risikerer at påvirke andre egenskaber, som kan være mindst lige så vigtige.
Vælg fasaner efter revirets størrelse og jagtform
Jeg håber, at dette eksempel kan være med til at understrege, hvor stor forskel der kan være på de udsatte fasankyllingers adfærd, når de bliver voksne.
Det er derfor bestemt ikke ligegyldigt, hvilken opdrætter man vælger at købe sine fasaner hos, eller hvilke fasanracer og krydsninger opdrætteren arbejder med.
Der er nemlig stor forskel på, hvilke krav – eller rettere sagt forventninger – man bør stille til de fasaner, der skal udsættes på jagtreviret.
På de små revirer
Hvis man råder over et mindre jagtrevir, bør førsteprioriteten efter min mening være at vælge fasaner, som ikke har så stor tilbøjelighed til at vandre væk fra udsætningsområdet.
På disse revirer kan det være nødvendigt at acceptere, at fasanernes flyvefærdigheder på de første par jagter ikke er helt på samme niveau som hos de mere velflyvende fasantyper.
For hvad hjælper det at udsætte nogle fantastiske flyvere, hvis størstedelen af fuglene har forladt reviret, inden jagtsæsonen begynder?
På de store revirer
Har man derimod et større jagtrevir med remisser og såter placeret ude på markerne, hvor fasanerne skal flyve fra remisserne og højt ind over skoven, er situationen en anden.
Her bør førsteprioriteten være fasanernes flyveegenskaber, også selvom de mest velflyvende fasantyper ofte har en større tilbøjelighed til at vandre langt omkring.
På sådanne revirer må man derfor være indstillet på, at der gennem store dele af året kan være et betydeligt arbejde med at drive fasanerne hjem til de områder, hvor man ønsker, at de skal opholde sig.
Den perfekte jagtfasan findes ikke
Den perfekte fasanrace, som bliver stående i udsætningen eller såten uden at have lyst til at udforske omgivelserne, og som samtidig allerede i en alder af 20 uger letter fra såten og flyver ind over skoven i mindst 35 meters højde, er endnu ikke klækket.
Og det bliver den formentlig heller aldrig.
Derfor handler det ikke om at finde den perfekte fasan, men om at vælge den fasantype, som passer bedst til det revir, man råder over, og den form for fasanjagt, man ønsker at drive.
Mit råd er derfor ganske enkelt:
Lad være med kun at se på prisen, når du bestiller fasankyllinger.
Undersøg, hvilke fasaner opdrætteren arbejder med, og hvilke egenskaber du kan forvente af dem.
Det er trods alt ikke prisen på den daggamle fasankylling, der afgør, om efterårets fasanjagter bliver vellykkede.