Opbyg et team af hjælpere

Et jagtvæsen fungerer ikke hvis man ikke formår at samle et team af dygtige klappere og dygtige hundefolk, som kan arbejde sammen som et team
Når man skal opbygge et jagtvæsen, er man meget afhængig af sine hjælpere. For at hjælperne skal kunne arbejde sammen, dvs. fungere og virke som et team, er det vigtigt at man sørger for at sammensætte et team, hvor kemien passer, og hvor ingen føler sig vigtigere end andre.
Jeg plejer gerne at sige at hjælperne på en jagtdag, ikke er noget værd uden stedets skytte, og skytten på stedet er ikke noget værd uden sine hjælpere.
Vi er alle afhængige af hinanden:
- Hvis skytten ikke foretog den daglige pasning og pleje af de udsatte fasaner, var der meget få fasaner i såterne på en fasanjagt.
- Hvis der på fasanjagterne ikke var dygtige og ihærdige klappere til at drive fasanerne frem (med eller uden hunde) og ind over skyttekæden, kom der ikke mange fasaner i luften.
- Hvis der ikke var dygtige apportører med gode hunde, som kunne finde de døde, og specielt de anskudte fasaner, ville der ikke ligge mange fasaner på vildtparaden.
Man bør tænke over hvordan man sammensætter sit team af hjælpere. Jeg kalder bevidst alle hjælperne og skytten for et “team”, da et team kan defineres ved at alle deltagere har fælles mål (bla. afvikling af en god jagtdag).
Teamet skal være sammensat af personer med forskellige kompetencer, der tilsammen kan levere et velfungerende og effektivt teamwork, hver gang de arbejder sammen.
Når man skal sammensætte dette team, kan man faktisk drage paralleller til, hvordan en god og effektiv arbejdsplads har udvalgt (ansat) deres personale, og som i dagligdagen skal kunne arbejde sammen. Man kan også drage paralleller til sportens verden, hvor det er vigtigt at man i enhver holdsport har sammensat et hold, som udover at være dygtige spillere, også kan fungere som et team.
Det er overvejende mænd som bruges som hjælpere, hvilket afspejler antallet af kvindelige jægere i forhold til mandlige jægere. Heldigvis begynder flere og flere kvinder at gå på jagt, og mine erfaringer med både de kvindelige jægere, og de kvindelige hjælpere i et professionelt jagtvæsen, har kun været positive.
På klappersiden er det altid svært at finde hjælpere, men dem man finder, skal kunne nyde hinandens selskab og trives sammen, da de ellers ikke vil kunne “arbejde” sammen som et team.
Jeg fik engang en ny mand med i klapperkæden. Han havde nogle gode spaniels til at drive med, så jeg ville gerne have ham gående med i klapperkæden (drevet). Jeg fulgte efter jagtdagen selvfølgelig op på, hvordan klapperne havde oplevet den “nye mand”. Tilbagemeldingen fra min klapper-chef og andre var ikke opmuntrende, da beskeden var, at den “nye mand” med hans spaniel leverede et udmærket stykke arbejde, men at han simpelthen ikke var til at holde ud at høre på.
Selvom det var en super dugtig hundemand, kunne jeg ikke bruge ham, da han ikke var en holdspiller og derfor ikke passede ind i jagtteamet.


