Fasanens udseende og størrelse

Fasanen (Jagtfasanen) kan beskrives som en stor hønsefugl med spidse lange brune halefjer med tværstriber. Man kan ikke umiddelbart sætte målfaste tal på, hvor lang, eller hvor stort vingefang en fasan har, da dette er afhængig af race og køn. Derfor er nedennævnte kun cirka mål:
- Vingefang på mellem 70-90 cm.
- Fasanhønens længde fra næb til halespids 55-70 cm.
- Fasankokkens længde fra næb til halespids 70-100 cm.
- Fasanhønens vægt 800-1.300 gram.
- Fasankokkens vægt 1.000-1.500 gram.
Fasankokkenes mange farvevariationer, som spænder i fra næsten hvid til næsten sort, skyldes opdræt i fangenskab og hybridisering mellem de forskellige racer og underarter.
Fasankokke af den danske jagtfasan kan beskrives som fugle med et mørkt metalskinnende blå-, grøn- eller violetsort hoved og med en hvid halsring, som kan være mere eller mindre tydelig. Derudover har fasankokken et rødt fjerløst ansigtsparti omkring øjnene på begge sider af hovedet, med korte fjertoppe på baghovedet, og en kobberrød eller rødbrun krop med små sorte aftegninger. Farverne på fasankokkens fjer på kroppen kan variere meget.
Fasanen er et byttedyr, og derfor er dens øjne placeret på siden af hovedet, hvilket giver den et meget stort synsfelt i modsætning til rovdyr, som har fremadrettede øjne.
Forskel på fasanhønen og fasankokken
Fasankokken har betydelig større krop end fasanhønen, og da kokken både vejer mere og har længere halefjer, ser den betydelig større ud end hønen. Fasankokken æder også tilsvarende mere end hønen.
Fasanhønen af den danske jagtfasan er som hovedregel betydeligt mere afdæmpet i farverne, og den kan beskrives som en fugl med god camouflage. Farvemæssigt er den ensfarvet lys eller mørk beige brun eller helt over i det sorte, med mindre V-formede pletter. Fasanhønen har meget kortere halefjer end kokken, ligesom hønen er noget mindre af krop end sin mage.
Det er som udgangspunkt kun fasankokken, der har sporer, selvom der er set fasanhøner med udviklede sporer.
Den største synlige forskel på hønen og kokken, er i langt de fleste tilfælde fjerdragtens farver. Fasankokkens prangende farvedragt står i skærende kontrast til hønens betydelige mindre farverige, ja nærmest kedelige ensfarvede lyse eller normale mørke beige brune farve.
Da fasanen er en jordrugende fugl, er det vigtigt at fasanhønen har (og også i fremtiden bør have) de lidt neutrale kedelige farver, så den er svær at få øje på for prædatorene.
Det er kun fasankokken som er territoriehævdende, hvorimod fasanhønen har det man kalder en homerange (område), der nemt kan overlappe flere fasankokkes territorier. Modsat fasankokken, som ikke accepterer andre fasankokke på sit territorium, har fasanhønen ingen problemer med at acceptere andre fasanhøner indenfor sin homerange.
Der er ikke nogen nævneværdig binding mellem en kok og en høne, selvom man godt kunne få det indtryk, når man ser fasankokkens agtpågivenhed i hans overvågning af sit harem.
Set ud fra et menneskesynspunkt er fasankokken ikke nogen “god” far, da den hverken deltager i redebygning, udrugningen eller etablering af bånd til de udklækkede fasankyllinger. Det er også fasanhønen som har ansvaret for at føre de udklækkede fasankyllinger sikkert rundt på reviret. Det eneste fasankokken deltager i udover parringen er, når han dagligt i rugesæsonen “lufter” sit harem, så de kan få noget at æde.
Det er ingen hemmelighed at fasanhønen er en betydelig bedre “flyver” end fasankokken, hvilket formentlig udelukkende skyldes den mindre krop. Selvom en fasankok godt kan skrue sig op i vinden og få en god højde på, tåler det ingen sammenligning med, når en lille stærk høne går op i vinden og bare fortsætter og fortsætter med at stige.
Mange er ikke klar over det, men forsøg har vist, at fasanhønerne udvandrer fra et revir i betydeligt større antal end fasankokkene. (Læs mere om dette andetsteds i bogen).